Det kan virke som noget af en påstand, men det ønsker jeg at sætte fokus på i denne artikel. Jeg har arbejdet med personlig udvikling i mange år, og det er ofte noget, jeg ser blive nedprioriteret på arbejdspladser, fordi det ikke er noget, vi kan måle direkte på bundlinjen. Det mener jeg godt, at vi kan, men det handler om, at vi skal være tålmodige nok til at ville være i proces. Først dér ser vi de menneskelige resultater i organisationen.
Vi kan tale om organisatorisk læring eller livslang læring. Jeg tror, vi lærer hele livet, og vi udvikler os i det samspil, vi er i, sammen med andre mennesker. Hvis vi skal være med til at udvikle den organisation, vi er en del af, er vi også nødt til at udvikle os som medarbejdere. Personlig udvikling har mange forklædninger, og så er vi tilbage ved min påstand, som bliver overskriften på min artikel: ”Personprofiler skaber personlig udvikling og bedre samarbejde.”
Erfaringer fra Ungespecialet i Aalborg Kommune
Arbejdet med personprofiler og personlig udvikling tog jeg med ind i Aalborg Kommunes socialafdeling, Ungespecialet, der arbejder med udsatte unge. Her har jeg gennem to år været tilknyttet som proces- og udviklingskonsulent, og vi har arbejdet målrettet med personprofiler i medarbejdergruppen.
Ledelsen i Ungespecialet arbejdede med PeopleTools-personprofiler i deres lederteam og fik meget ud af det i forhold til deres samarbejde. De hentede inspiration fra andre afdelinger i Socialafdelingen, som tidligere har haft gode erfaringer med PeopleTools.
Sådan arbejdede vi med profilerne:
- Alle 25 medarbejdere besvarede en samarbejdsprofil.
- På en personaledag satte vi profilerne i spil, hvilket gav medarbejderne indsigt i både egne og kollegers styrker.
- Samarbejdsprofilerne blev efterfølgende brugt i MUS-samtaler og på personalemøder.
- Vi etablerede læringsgrupper, hvor medarbejderne delte refleksioner og erfaringer på tværs af afdelinger.
Ledelsen fik stor indsigt i medarbejdergruppens præferencer og blev opmærksom på, hvordan de som ledere bedst støttede både ensartede og forskellige profiler. Medarbejdere og ledere oplevede, at de blev mere bevidste om, hvordan de udførte deres arbejde bedst muligt.
“Jeg har lært, hvordan jeg kan lede, selvom jeg er en behersket og ydmyg profil.”
– Lars, afdelingsleder
“Profilen har hjulpet mig med at finde min drivkraft og undgå de fælder, jeg før satte for mig selv.”
– Thomas, medarbejder
Personprofiler giver plads til forskellighed
Organisationer kæmper indimellem med uoverensstemmelser, misforståelser, dårligt arbejdsklima og fejlagtig kommunikation. Når vi kender hinandens styrker og svagheder, kan vi udnytte ressourcerne bedre og løse de komplekse arbejdsopgaver mere effektivt.
I Ungespecialet oplevede medarbejderne, at profilerne flyttede fokus fra personfnidder til konstruktive handlinger. Når afdelingen var under pres, hjalp profilerne med at give plads til forskellighed og skabe forståelse for, hvorfor nogle brænder sammen, mens andre har brug for mere tid.
Afdelingsleder Lars vurderer, at arbejdet med profilerne har været konfliktnedsættende, fordi han nu ved mere om, hvordan medarbejderne modtager det, han siger og gør.
Personprofiler er også for jer
Det er ikke kun i socialt arbejde, at personprofiler gør en forskel. Uanset branche kan en fælles forståelse af, hvem I er som fagpersoner, forbedre samarbejdet og arbejdsglæden. Ved at arbejde aktivt med forskellige persontyper kan I imødekomme mange af de udfordringer, I møder i hverdagen, simpelthen fordi I bliver bedre til at kommunikere og respektere hinanden.
Er du leder i et team, en afdeling eller en hel virksomhed og oplever udfordringer med misforståelser eller samarbejdsvanskeligheder? Har I mod på at lære jer selv bedre at kende og arbejde med en fælles forståelse? Så kontakt mig gerne for en uforpligtende samtale om et forløb, der passer til jeres behov.
Hvad kan jeg hjælpe med?
Som certificeret PeopleTools-konsulent tilbyder jeg:
- Implementering af person- og samarbejdsprofiler i teams og ledergrupper
- Workshops og personaledage om kommunikation, trivsel og teamwork
- Sparring med ledelsen om brugen af profiler i MUS-samtaler og udviklingsprocesser
- Foredrag og læringsgrupper, der styrker arbejdsglæde og reducerer konflikter
Kontakt mig for at høre mere om, hvordan personprofiler kan skabe personlig udvikling og bedre samarbejde i netop jeres organisation.